| Om hvorfor livet sucks |
[Sep. 14th, 2009|09:10 am] |
Jobsøgning og uddannelsessøgnign er ikke til at finde rundt i. Migrænen på 3.-4. dag hjælper mig ikke.
Skal jeg blive multimediedesigner? Sjov uddannelse men med usikre jobmuligheder, eller boghandler, ikke særlig spændende uddannelse men fedt job og rimelig sikre jobmuligheder (dog ikke til den bedste løn, omkring 11.000-19.000 om måneden)
Og skal jeg have en HF først? Og i så fald, skal jeg så have en AVU først, da jeg ikke tog 10. klasse men tog direkte på gymnasiet efter 9. klasse, hvorefter jeg dumpede ud af gymmet efter lidt over et år?). I så fald, tager en AVU omkring 2 år (2 fucking år når det bare er fag på 10. klassesniveau jeg mangler? Det virker åndssvagt!), HF tager 2 år, multimediedesign tager 2 år, og en decideret boghandleruddannelse med elevplads i Arnold Busck tager 2-4 år (2 år hvis jeg har en HF inden jeg starter, men skolen ligger i fucking ÅRHUS! AAaaargh.
Og alt i alt er en fremtidsudsigt på at være studerende på SU de næste 6 ÅR AF MIT LIV ikke særlig beroligerende, hvis man da kan få SU så længe, jeg har ikke læst SU-reglerne igennem.
Jeg vil slet ikke i detaljer med jobsøgning, men jeg er tilbage til start, hvor ingen svarer på ansøgninger.
Som dagene går bliver jeg mere og mere modløs, mens jeg prøver at lægge planer, plan A, plan B, plan C, ...plan Z, mens jeg prøver at lægge budget. Men jeg kan ikke få noget af det til at gå op eller se fornuftigt ud. Og jeg bliver vred på mig selv over, at jeg skulle bruge så mange år på at blive moden og klar til at tage fat. Tiden går, jeg er henvist til simple skodjobs jeg kun kan komme til jobsamtale ved, ved at plage folk der kender lederne om at give mig en chance. Jobsøgning på egen hånd giver ikke pote. Jeg har været til én jobsamtale, hvor jeg var tæt på at få jobbet, men samtalen gik ikke godt, der var ingen flow overhovedet. Jeg var for stille når hun var stille, og talte i munden på hende når hun ville forklare/fortælle. Uf.
JEG VED JEG ER INTELLIGENT! Det er det værste af det hele. Jeg er bare ikke god på papiret. Mit CV viser at jeg har spildt en del år af mit liv, hvor jeg har været deprimeret, sart og omflakkende. Men nu er jeg ivrig efter at komme i gang, og det gør mig så trist at vi ikke har råd til at jeg studerer.
Vi lever på minimumsløn, hvor jeg har to deltidsjobs og min kæreste er på revilidering og får udbetalt det samme som han ville få dengang han var pædagogmedhjælper inden han smadrede ryggen. Dvs. han får omkring 13.000 før skat, jeg tjener omkring 10.000 før skat, og han betaler fast 7.000 hver måned, for at vi kan have råd til at bo i vores hjem, og jeg betaler 2.000-4.000 afhængig af hvad jeg har råd til, med den svingende løn jeg har, plus at jeg står for madbugdettet, da jeg kan få os til at leve ordentligt for kun omkring 2.000 kr om måneden. Og der skal så være mad til to voksne, et barn der er har hver anden weekend plus hver torsdag, og to katte.
Med de udsigter er det da klart, at jeg ved livet ikke er lige sjovt altid, at man er nødt til at være seriøs og hårdtarbejdende MEN det kan arbejdsgivere ikke se at jeg ved, da det ikke kan ses på mit cv. Jeg har passet mig selv siden jeg var 17, og derefter har jeg også haft ansvar for andres liv, jeg har levet 5 år sammen med min kæreste der har haft en smadret ryg i 3 år. Jeg ER seriøs, fordi jeg ikke kan tillade mig at være andet. Og alligevel kan jeg ikke engang få folk til at svare tilbage på mine ansøgninger på tankstationer eller supermarkeder.
Og jeg er led og ked af det hele lige nu. Jeg er 22 år, og på mange måder er jeg mere moden og erfaren end de fleste andre på min alder eller endda derover. Jeg har bare ikke nogen uddannelse. Jeg har båret så meget ansvar på mine skuldre, og jeg har gjort det helt af egen fri vilje. Jeg har altid vidst, at jeg kunne trække pløkker op og forsvinde hvis det var det jeg synes der var nødvendigt for min lykke. Men jeg tror på at min lykke ligger hos min kæreste, og derfor er jeg blevet, selvom de fleste andre var gået deres vej. Og jeg er ikke blevet for hans skyld, men for min egen. Fordi jeg elsker ham. Og livet er fucking hårdt, men jeg er nødt til at klare det for vores skyld.
Men lige nu aner jeg bare ikke hvad jeg skal gøre.
Og jeg render rundt med de her bekymringer dagligt, mens jeg smiler til kunder der taler grimt til mig, og adlyder 16-årige manager-aspiranter der ser ned på mig og bruger alle mulige undskyldninger for at irrettesætte mig, selvom jeg ved jeg er en af de mest kundevenlige ved kassen. No fucking wonder jeg har migræne. |
|
|
![[info]](http://l-stat.livejournal.com/img/userinfo.gif){kind=small}
junedukken's journal
